ISOBRO flytter til en ny lokation medio 2025
ISOBRO flytter kontor og bliver i samme ombæring en del af et stort civilsamfundshus. Alt dette finder sted på Lyngbyvej i anden halvdel af 2025, og der er stadig fire ledige lejemål.
I midten af 2025 flytter ISOBRO-sekretariatet kontor til Lyngbyvej 100 på Østerbro. ISOBRO kommer til at sidde i et flerbrugerhus med lejemål, der er målrettet velgørende organisationer.
Som Colliers (udbyderen) selv pointerer, ønsker de ”at skabe et hus, som samler civilsamfundet, både socialt og ved at udnytte strategiske og driftsmæssige synergier på tværs af organisationer”. I den anledning kommer ISOBRO blandt andre til at bosætte sig på Lyngbyvej sammen med flere medlemsorganisationer som blandt andet Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Oxfam Danmark og Verdens Skove. Udover det store 'civilsamfundshus' er der attraktive udearealer samt funktionelle indendørs faciliteter, der passer til civilsamfundsorganisationers mange forskellige behov.
Det vil være fælles mødelokaler, kantine, konferencesal, træningsrum, lounge og en særlig zone til frivillige.
Fire ledige lejemål
Der er fortsat fire ledige lejemål – to små og to af mellemstørrelse – hvilket betyder, at der stadig er plads til andre og flere velgørende organisationer i civilsamfundshuset.
Hvis det lyder interessant for dig og din organisation at flytte kontor til civilsamfundsorganisationernes hus, kan du læse mere om projektet, faciliteterne og lejemålene i pdf’en, der ligger under "dokumenter" i højre side.